Hacking – mød en af de yngste deltagere fra VM i hacking

Gamification kan lokke langt flere til at interessere sig for matematik og naturvidenskab, lyder det fra en af de yngste deltagere fra det netop overståede VM i hacking.

Hacking er en holdsport, hvor man løser udfordringerne i fællesskab. Det er netop det fællesskab, der har fanget 19-årige Felix’s interesse for it-sikkerhed og cybersecurity. Han går i 3.G. på HTX og har siden midten af i år været medlem af det danske hackerhold Kalmarunionen. 

Som en del af et Skandinavisk hacker-dreamteam var han sammen med mange af de bedste spillere fra Sverige, Norge og Danmark i starten af august med til finalen i DEFCON, der er de uofficielle verdensmesterskaber i hacking, som i år blev afholdt online på grund af corona.

Holdet endte på en tolvteplads, men det er han godt tilfreds med, når han ser tilbage på de mange kvalifikationsrunder, der har været og de gode spillere, som de har været oppe imod.

Konkurrencen foregik ved, at alle hold fik udleveret en række identiske servere, som indeholdt nogle sårbarheder, som det så gjaldt om at udnytte til at kunne hacke de andre teams servere, samtidig med at man skulle beskytte sine egne servere. Derudover var der en række individuelle opgaver, hvor det blandt andet gjaldt om at finde fejl på CPU-niveau.

Holdet består af en blanding af folk i alle aldre og spænder lige fra helt unge, som går i gymnasiet til folk i 40’erne, der arbejder professionelt med it-sikkerhed eller noget helt tredje.

“Man lærer utrolig meget af samarbejdet, og det er fedt at være en del af et fællesskab, hvor man altid kan skrive til nogen, som er langt mere erfarne og dermed få hjælp. Desuden er der næsten altid nogen, som kan lære fra sig,” forklarer han.

“Hacking is the new gaming”

Personligt er der flere ting, der motiverer ham. Det er både, at det føles som et computerspil, men der ligger også noget mere praktisk bag det. Man spilder ikke sin tid, men får reel arbejdserfaring, som man kan bruge senere i livet samtidig med, at man slapper af. Det tror han er en marketingform, som kan hive mange nye ind i hobbyen.

“Når jeg tænker tilbage på cybermesterskaberne i København og andre konkurrencer, så tænker jeg jo både på de opgaver, som vi løste, og på alle de forskellige mennesker, som vi mødte og arbejdede sammen med. Det giver jo samtidig nogle kompetencer, som du kan bruge senere i livet.”

Det var netop denne gamificering, der vækkede hans egen interesse for hacking og cybersikkerhed, og som ledte ham på sporet af Kalmarunionen. 

“Mange har en forudindtagelse om, at it-sikkerhed kræver, at man er god til matematik. Her tror jeg, at hvis man gør det lidt mere spilagtigt, så tænker de, der skal være med heller ikke, at nu skal de sidde i seks timer og lave matematik. Så tænker de mere, at nu skal de sidde og lave opgaver, og så er der måske en sjov historie bag dem. Det gør det ligesom lidt mere spændende for deltagerne.”

På samme måde tror han, at man kan lokke flere unge til at interessere sig for matematik og datalogi ved at gøre det mindre teoritungt.

“Hvis man spørger de fleste børn og unge, om de vil sidde med et stykke papir og lære matematik, eller om de vil lære det via et computerspil, så svarer det fleste nok ja til det sidste. Meget af problematikken og årsagen til, at der er ikke er så stor talentmasse inden for datalogi, er at det godt kan virke lidt koldt. Matematik kan nemt virke, som om det bare er tal, men hvis man har en mere grafisk og pædagogisk vinkel og får det til at virke mere som en leg, tror jeg, at man kan gøre mange flere unge interesseret,” siger Felix og forklarer, at han selv er småt begyndt at tænke over, hvad han skal efter gymnasiet.

“Jeg kunne godt forestille mig en datalogiuddannelse, men jeg synes også, at undervisning er spændende. Det, at man kan formidle et komplekst stofområde på en simpel måde eller skabe entusiasme for områder, som kan virke tørre og kedelige, er fascinerende.” 

Fakta: Sådan gik det NorseCode

Det skandinaviske hold, NorseCode, som det danske hold, Kalmarunionen, er en del af, endte på en samlet tolvte plads ud af 16 kvalificerede. 

Det er et brutalt pointsystem, som er beregnet til at finde det bedste hold i verden. Det fungerer ved, at de hold, der løser opgaverne først, får flest point, forklarer Adam Blatchley Hansen fra Kalmarunionen. 

“I praksis betyder det, at der er de her 3-4 hold, som får opgaverne først og flest point. Der er fx et kinesisk hold med over 100 ansatte samt et rutineret amerikansk hold, der har vundet mange år i træk, som får alle opgaverne først og dermed får flest point.

Det handler ikke kun om at vinde. De gør det også for at støtte den her kultur, og fordi det er et meget relevant område at få folk interesseret i, så Adam Blatchley Hansen ser frem til de næste par år. 

“Danmark har tidligere været med helt fremme i de her konkurrencer, så vi ved, at talenterne er her. Det skal bare lige findes frem igen,” siger han og forklarer, at en af opgaverne gik ud på at hacke sig ind i netværket via enheder som gamle routers, forskellige IOT-enheder og en Windows 95-maskine. 

“Det er direkte det, man gør, når man prøver at hacke sig ind på et firmanetværk, hvor man skal lede efter sårbare enheder. Det er der, hvor vi har folk, som laver sikkerhed for virksomheder, og som er trænet i det her game. Mange af de ting, der bliver lavet for sjov her, er utrolig relevante i erhvervslivet, hvor man kan gå ud og hente en rigtig god løn i det private. At vi har så mange dygtige folk, som spiller med til forskellige events, viser også hvor utrolig passioneret folk omkring det her.”

Man kan læse mere om Kalmarunionen her: https://kalmarunionen.dk/

DIREC, der er et nationalt center for forskning i digitale teknologier, er sat i verden for at sikre flere it-kompetencer og derfor støtter initiativet blandt en masse andre aktiviteter.

Læs mere om DIREC her: https://direc.dk/

Kilde / Foto: Alexandra Instituttet (pressemeddelelse)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top